Ferntree House

Ferntree House 1

Indviklingsvejens snoede og vævede natur langs en landlig grusvej gennem landskabet til bjergryddningen foreslog et arkitektonisk svar i form af en linje i landskabet som en fortsættelse af tidligere undersøgelser fra praksis til det formelle og rumlige potentialet i en enestående linje i en stærk landskabsindstilling. Her løber en trælinje parallelt med vejen og skifter frem og tilbage gennem træerne og stiger gradvist i højden, indtil den når et højdepunkt ved skråningen. Delvis langs denne mur er dens mave eroderet af en mørk base (der giver skjulte indgangsdøre), der ændrer sig i højden. De eneste spor til beboelse er små lancetvinduer mod den høje ende af muren.

Den enestående kvalitet af denne trælinje undgår enhver forestilling om husholdning eller romantisk "landlig" beboelse. Snarere fungerer det som et monumentalt objekt, der navigerer i landskabsindstillingen og giver både et "sted" at bo i dette landskab og en baggrund for det.

Selve huset er placeret i et “poche” rum skabt mellem trævæggen og en mørkfarvet metalbeklædt mur ud. Denne metalbeklædte væg varierer i afstanden fra trævæggen, smal ved indgangen, inden den åbner ud mod den dobbelthovedede udsigt til de sydlige vandveje. Metalvæggen og taget er kombineret i et entydigt element, der forenkler det ydre udtryk for huset, hvilket eliminerer enhver mellemliggende skala inden for kompositionen. Windows kombineres i to store åbninger, der yderligere forstørrer husets skala.

Ferntree House 2

Muligheden for at besøge et projekt igen to år efter dets tidligere udvikling på kontoret (se Fern Tree House 1), men denne gang med en ny klient, der for nylig havde købt bushen-webstedet, medførte en betydelig bevidsthed om sted og projekt, men opdateret af den nye klientens modificerede orienteringsprioriteter og forventninger. Det tjente også som en mulighed for at reflektere over praksisens udvikling gennem mange år med mange projekter og forskning (inklusive en betydelig andel af Masters-forskning af Gerard og Scott ved Royal Melbourne Institute of Technology).

Opholder sig i slutningen af en "linje" - manifesteret i kørslen fra byen Hobart op ad Mount Wellington til denne skråning ved foden - hvorfra primær vandudsigt mod syd opleves forblev en stærk konceptuel driver, en overførsel fra Fern Tree House 1. Denne iteration af projektet medførte imidlertid en genopvækning af den potente forbindelse gennem det tilbudte landskab; mellem toppen af Mount Wellington og det sydlige vandudsigt. Ved at forstå enhver forestilling om "linje" som kun fysisk spor - dette understøttede det oprindelige Fern Tree House 1 - udviklede projektet sig som et ønske om at fange øjeblikket med at "smelte" en bane for personlig ankomst med en latent landskabsforbindelse fra bjerget højdepunkt og projicerer i fællesskab ud mod den sydlige udsigt fra skråningen.

Udvendigt er huset en smidig, lavtliggende "container" i den ellers naturlige buskemiljø. Det søger at forsvinde - stealthbomberlignende - hjulpet af blankheden af dets ydre mørkefarvede metalbeklædning, påført i flade ark med en forsigtig vipning af lodret af de lappede led i en rytme svarende til de tilstødende træstammer. Den forankrede sans set fra de fleste aspekter står i kontrast til den kulminerende ende, der rager ud fra skråningen - en fysisk ledsagelse til den rumlige oplevelse indefra for at blive projiceret ud "til" udsigten.

Blankheden af det udvendige fortsættes internt i de "offentlige" rum og fremmer ideen om en uhyggelig containerlignende genstand i stedet for en hvilken som helst glans mod det "indenlandske". Interiøret er faktisk et andet eksteriør og lige så "stump", omend den udvendige, hårde metalbeklædning erstattes med en homogen 'hvid' overflade. Et krøllet loft udtrykker kraften fra den virkelige (menneskelige ankomst) og uvirkelige (latente landskabslinje mellem bjerg og udsigt) -vektorer, der skubber ind gennem det containerlignende indre rum og smelter ind i en enestående projektion til det fjerne vandudsigt; loftprofilen slapper af, når den nærmer sig det kulminerende enderum, hvorfra udsigten opleves, svarende til effekten af røg, der bevæger sig gennem en vindtunnel.