Leichhardt House

Når man betragter det som en tom skal i sammenhæng med sit sted, kunne bygningen og stedet sammen siges at udgøre et bestemt landskab, inden for hvilket der kræves nyt arbejde. Denne idé om stedet som landskab er en opfattelse, der er central for mange TERROIR-projekter, og er særlig relevant her i både bygningen og haven i betragtning af deres skala, hvilket tyder på et landskab i modsætning til forstæder. Denne situation gives yderligere specificitet på grund af stedets og bygningens indvendige / udvendige natur. Bygningens interiør er et landskab med intens interiøritet, mens haven er et landskab med eksteriøritet, men indeholdt i en indvendig grænse).

Den nye beboelse af denne bygning i en boligtilstand ændrer både mønsteret og brugen af stedet betydeligt. Landskabet er samlet i en hvirvel, der presser ind i bygningen, mens der inde i en række indlejrede rum adresserer spørgsmål om skala og besættelse. Disse interiører fungerer som russiske dukker eller skiftevis det fint skræddersyede tøj, der bæres af klienten, med indvendige foringer, der taler om et alternativt ydre. Som med dette tøj fører indsættelserne i den eksisterende bygning beboeren længere og længere ind i et indlejret interiør, indtil de i et øjeblik med uventet pres mod det ydre og bryder igennem til haven.